Test nihola BIG ( Med plads til 6 børn )
Min kone har jo talt om det længe, men jeg kunne ikke rigtig se, hvorfor jeg skulle bygge en større ladcykel«, siger Niels Holme Larsen, maskiningeniøren, der står bag Nihola-cyklen.»Men nu har vi så tredje barn på vej, og så kan jeg jo godt se fidusen«.Niels Holme Larsen begyndte at producere ladcykler i 1998 (Ni Ho La er de første to bogstaver i hvert navn), mens han på deltid fortsatte med at lave maskiner til filmfremstilling hos Agfa og Fuji.Første model var den lille karakteristiske tønde, hvor der var plads til et barn og en kasse øl. Men snart krævede folk større kasse - flere børn og mere øl - og så kom efterfølgeren 'Cigaren', som nu udgør langt størstedelen af salget.
Smal trods alt
I år forventer han at sælge 400 solgte cykler fra den nyindrettede butik på Vesterbrogade lige før Valby Bakke, så der i alt er 1.400 Niholaer ude på asfalten.»Men jeg er klar over, at der var et behov for de store familie, for dagplejemødre og for institutioner, som jeg ville kunne dække med en stor cykel. Og så nåede vi frem til den her«, siger Niels Holme Larsen stolt.Det er faktisk lidt af en bedrift. Han har formået at holde bredden på 89 centimeter, hvilket er den samme som alle andre Nihola-ladcykler. Da cyklen skal ud af butikken, opdager jeg, at de 89 centimeter lige betyder, at man kan få den ud igennem en almindelig dør. Smart.Selve kassen udnytter hele bredden, fordi forhjulene ikke sidder ophængt udenpå, men er gemt i hjulkasserne under børnenes bænke. Og selv om forhjulene skal kunne dreje, så er der alligevel plads i midten under bænken til den obligatoriske kasse øl, gudskelov.»Den vender på fire meter. Det er lidt af en bedrift, og så er den forhjulsstyret. Det giver stabilitet. Den har en lav egenvægt, og et stift stel. En stiv konstruktion gør, at du ikke mister en masse energi på at ruske rundt i cyklen, så derfor føles den lettere at køre. Og så er den virkelig fleksibel. Du kan spænde en eller flere børnestole på. Du kan fjerne ryglæn og bænk og have en barnevognskasse stående i bunden. Du bestemmer selv«, siger Niels Holme Larsen, der indtil nu har lavet fem af de enorme cykler.Inden jeg kan få cyklen ud til testkørslen, skal Niels Holme Larsen lige hjælpe en af sine specialkunder. Det er Bjarne, der sidder i kørestol. Han har fået lavet en særlig Nihola, hvor hans stol lige kan løftes op i, og så kan han selv cykle. Altså en lille, byvenlig 'handikapvogn'.»Jeg kan godt lide den slags opgaver. Derfor laver vi også cykler med en lille elektrisk hjælpemotor til folk, som ikke har kræfter til at bakke frem og tilbage på grund af sklerose eller gigt«.Vender på tallerken
Uden af butikken med det store monstrum tager jeg en prøvetur ad en stille villavej, inden jeg tør kaste mig for løverne på Vesterbrogade. Her får jeg min første overraskelse. Den vender virkelig fænomenalt. Det er ligesom at køre en stor bus, hvor man drejer skarpt, og så vender hele kareten uden problemer.Vesterbrogade er ikke sjov. Slet ikke da jeg skal igennem en tunnel af stilladsben, der står ud over cykelstien. Jeg tør selvsagt ikke overhale, men jeg har også svært ved at give plads nok til dem, der med god ret vil overhale mig.Besværet bliver dog vendt til triumf, da jeg ankommer hjemme hos mine to børn, der begejstrede vil med ud at køre. De får hver en sikkerhedssele på, og så kører vi.Normalt har jeg dem i en cykelanhænger bagved, men at have dem her foran mig er en stor fornøjelse. Rart med snakken og kontakten. Og de nyder virkelig pladsen, og det at de selv kan træde ind og ud af cyklen, når jeg tager kalechen op. (Det er jo også virkelig en fordel, hvis man står med 5-6 unger, der skal ind og ud).Hele gadens unger tiljubler os, når vi kommer rullende, og snart er alle pladserne besat. Det er virkelig sjovt. Og faktisk ikke ret hårdt. Jeg indrømmer, jeg kan ikke køre så hurtigt, til gengæld er der virkelig god stabilitet og fornemmelse af sikkerhed.100 liter jord
Jeg forsøger mig også med et indkøb, hvor jeg - af hensyn til testen - stiller en kasse øl i hullet under bænken. 12 liter mælk, tre poser med indkøb, 100 liter pottemuld i fem sække og to børn. Alt det fragtede jeg ubesværet hjem.Min testcykel var også udstyret med et meget godt gear. Ud over at have et normalt indvendigt 7-gear, så kan man sparke ind mod pedalen og hoppe ned til syv bittesmå bjerggear, som gør, at selv den største bakke bliver overkommelig - selv om det ikke går stærkt.Flere af mine naboer synes, den ser god ud og har stoppet mig for at høre nærmere. To af dem, der selv kører Christianiacykel og Sorte Jernhest, var hørbart imponerede over køreegenskaberne.Alt i alt synes jeg, at Nihola BIG bliver rigtig svær at undvære. Efter tilvænning føles den ikke så stor. Fint at man bare kan smide et par legekammerater op på vognen og købe ind i stor stil. Men selvfølgelig er der ikke den fleksibilitet, der ligger i anhængeren, som vi jo tit har glæde af at koble af foran børnehaven.Men for den store familie - eller det store behov i det hele taget - er det i nærmiljøet et fornuftigt alternativ til en bil. Og børnene vil opleve det som en limousine.per.munch@pol.dk
Test af Nihola BIG
Overordnet er Nihola BIG en stor fornøjelse. Den er elegant og nem at køre med, når man har vænnet sig til den. Man kunne tro, det kræver mange kræfter, men relativ lav egenvægt, en god gearing og forhjulsstyring, hvor man ikke skal dreje hele kassen, kun hjulene, giver en god, kontant kørsel uden slinger i valsen. Børnene sidder godt, hvis de er fra tre og opad, og der er gode bælter til alle seks pladser. Hvis børnene er mindre, kan de ikke støtte mod gulv eller stativ, men det kan selvfølgelig løses med en lille kasse. Babyer kan sidde i autostol, der kan fastgøres til ryglænet. Ryglænet kan fjernes, hvis man har behov for det. Og der er plads til barnevognskasse i bunden. Med de 14 gear kan man køre mageligt overalt, men man får selvfølgelig ikke rigtig meget fart på. Cyklen har tromlebremser på de to forhjul. De virker via et greb på styret. Denne bremse er også en parkeringsbremse. Og så er der almindelig håndbremse på baghjulet. Kalechen ser smart ud, men er desværre forsynet med to store udskæringer i siderne, sådan at den virker mindre kompakt. Det er ikke smart, når det regner og stormer, for så bliver børnene våde. Eneste ulempe, jeg ellers kan få øje på, er, at man hænger på hele vognen, når man har afleveret ungerne. Men sådan er det jo med ladcykler. Egenvægt 35 kg, lastvægt 100 kg. Pris: 13.800 kroner med kaleche, bænk, ryglæn, seler til 6 børn og 5 gear. 790 kroner ekstra for 7 gear. De 7 bjerggear koster 3.390 kr. oveni. Mere information på www.nihola.com, Vesterbrogade 177, tlf. 33 22 79 05. Tjek trykket Husk altid at have det rigtige dæktryk på din ladcykel. Mange kører rundt med halvflade dæk, og det sluger farten. Spørg din forhandler, hvilket tryk du skal køre med. Og tjek det jævnligt.per.munch@pol.dk





